En rejse til Italien satte for alvor gang i 22-årige Jakobs klimaangst. I starten af hans biologistudie havde han tanker omkring, hvorfor han overhovedet ville studere biologi, hvis alle dyr alligevel skal uddø. Nu vil Jakob være med til at aftabuisere klimaangsten for andre unge.

Af Caroline Wichmann Dons

Det er sommeren 2021, og Jakob og hans kammerat er på vandretur på Sardinien. Efter en lang dag er de efter mørkets frembrud kommet frem til en skov, hvor de søger ly for natten.

Da Jakob vågner dagen efter, tilkendegiver skoven sin rigtige tilsynekomst i den italienske sommersol. Og skoven er stadig sort, selvom dagslyset for længe har ramt drengenes telt. Men alt andet er væk.  

Jakob mærker nysgerrigheden, da han begiver sig ud i den dystre natur. Rundt omkring ham ligger døde dyr. Nogle kan man stadig ane livet af. Andre er nærmest aske. Træerne, som aften før synes meget sorte, har ikke ændret kulør. De er udbrændte. Visne. Døde.  

Blandt træernes nøgne grene, ligger der skildpadde skaller, som er tomme. Jakob spotter en bevægelse i det fjerne. Han ser en skildpadde, som stadig er levende. Den flakker ubarmhjertigt rundt i skoven, bærende på sit skjold, som er kulsort. Én overlevende soldat i noget, der minder om en flammekrig.

Det er her, han mærker den for første gang. Hvad er det, vi har gang i? tænker Jakob. Efter oplevelsen reagerer hans krop på en måde, som er mere, end bare de sædvanlige bekymringer. Han bliver først indadvendt. Så meget trist. Han mærker en trumfende håbløshed og magtesløshed overtage hans humør. ”Det er altid nemmere at se, når man har fået det på afstand,” siger Jakob, da han fortæller om oplevelsen. ”Men det var der, det startede. Det var det, der startede min klimaangst”

Et nyt fænomen

Ifølge Psykologer i Danmark henviser begrebet klimaangst til den angstproblematik, hvor en person bliver så bekymret for klimaforandringer, at det overtager det meste af personens fokus i hverdagen. Andre termer som klimaubehag eller klimasorg bliver brugt i samme kontekst.

Solveig Roepstorff er en af landets første psykologer, som har taget denne angstproblematik til sig. Roepstorff har skrevet bogen ”Klimapsykologi” i 2021 om selvsamme problematik. Hun bruger ordet ’klimaubehag’ om de følelser, som kommer ved reaktionerne på klimakrisen. ”Det er et begreb, som dækker over den angst, frustration, vrede, afmagt, sorg, handlingslammelse – alle de følelser, man kan have relateret til klimakrisen”, fortæller hun.

Nogle følelser, som Jakob især genkender i hans hverdag med klimaangsten. Han stiftede først bekendtskab med fænomenet klimaangst få år tilbage. Men trods det relative nye fænomen og manglende anerkendelse af klimaangsten fra andre, så har Jakob svært ved at kategorisere den anderledes.

”Sidste gang, hvor jeg blev hårdt ramt af klimaangsten, var efter vi så en film vedrørende klimakrisen. Her opdagede jeg, at jeg fortrænger rigtig mange af mine følelser omkring klimakrisen,” fortæller Jakob. ”Selvfølgelig prøver jeg at desensibilisere, men jeg er langt fra immun.”

Jakob har haft svært ved at navigere rundt i kompleksiteterne af klimaangsten. Han beskriver det selv som en svingende proces, hvor han nogle dage bliver nødt til at trække stikket, fordi klimaangsten ligger som en skygge over alle hans normale gøremål. Andre dage er det hans drivkraft og motivation til at finde mening med livet.

Denne svingende proces er det, der gør det svært for Jakob at italesætte klimaangsten. ”Jeg er jo en glad og energisk dreng,” siger han. ”Men jeg tror det er svært, fordi det er så tabuiseret,” sukker han og opstiller selvsamme paradoks: For kan man overhovedet lide af klimangst og samtidigt være glad i sin tilstedeværelse?

En bølge af dystopi

Skal jeg købe kakaoen? tænker Jakob, da han står i supermarkedet. Han stiller den tilbage igen. Nej. Den har et for højt vandforbrug.

For Jakob er klimaangsten en etisk djævel, der konstant vurderer hans handlinger i forhold til klimakrisen. I starten af biologistudiet havde han tanker om, hvorvidt han egentlig skulle studere biologi, hvis næsten alle dyr alligevel skal uddø. For klimakrisen giver ham en følelse af magtløshed og frustration. Tanker om, at det hele lige så godt kan være lige meget. Nogle dage kan følelserne påvirke ham så drastisk, at han har svært ved at nyde naturen og tilstedeværelsen, fordi det minder ham om, hvad menneskeheden er i gang med at tabe.  

”Jeg tror, at følelserne ophober sig over tid, og så kommer de ud i en stor bølge. En bølge af tunge følelser som hjælpeløshed, dystopi og tristhed, som min hjerne ikke kan forsvare sig imod. Det fylder meget i mit liv hele tiden.”

Spørger man Solveig Roepstorff er det en fuldstændig normal reaktion på noget, som ikke er normalt. ”Klimakrisen er jo en eksistentiel trussel imod os. Ubehaget er oftest forbundet med, at vi ikke ved, hvad vi skal stille op”, fortæller hun.

Roepstorff forklarer også, at klimapsykologisk betragtet, så er det rigtig positivt, at man er åben omkring ubehaget, fordi det også er et udtryk for empati for jorden og andre arter. ”Men selvfølgelig er det ikke hensigtsmæssigt, at det bliver så overvældende, at man bliver handlingslammet”, pointerer hun.

Og det er en balance, som Jakob især har prøvet at finde siden oplevelsen på Sardinien.

For det er langt fra alle dage med klimaangsten, der er dårlige for Jakob. Man kan ligefrem snakke om en usund og en sund klimaangst. Det er dog sjældent, at der er plads til dem begge.

”Man kan sige, at klimaangsten giver en konstant baggrundsstøj, som ikke nødvendigvis er dårlig, men bare fylder meget. Det kan godt beskrives som en slags skygge, der lægger sig hen over ting.”

Den seneste tid har Jakob dog følt, at det går i den usunde retning med klimaangsten, og det kan påvirke hans livskvalitet i sådan en grad, at han bliver nødt til at ændre rutiner.

”Hvis det går godt med aktivismen, så har jeg en sund klimaangst, fordi den giver mig en mening med livet. Men i store perioder er det en usund klimaangst, som jeg bliver nødt til at trække mig ud af, hvis jeg ikke skal brænde fuldstændig ud. Jeg bliver nødt til at holde ’klimafri’ januar, for at kunne fokusere på mine eksamener.”

Vil aftabuisere klimaangsten

Hvad fanden er det for noget? spørger en af Jakobs studievenner, da han en dag på universitetsgangen fortæller ham, at han har tænkt sig at medvirke i et interview om sin klimaangst.

Det er også fordi, at de er åndssvage, tænker Jakob. Måske kan de bare ikke tage det seriøst. Eller så er det fordi, de ikke ved, hvordan de skal håndtere det?

I et studie af The Lancet Planetary Health fra 2021, har en gruppe forskere sendt et spørgeskema ud til 10.000 unge mennesker i alderen 16-25 år for at belyse unges oplevelser af klimaangsten. Næsten 48% af respondenterne har oplevet at blive afvist og ignoreret af andre, når de rækker ud for at dele deres tanker og følelser om klimakrisen. Følelser, som Jakob selvsamme dag oplevede mellem de betongrå vægge på universitetet i Odense.

”Jeg vil gerne begynde at snakke med andre om min klimaangst. Jeg synes ikke, at det fylder nok i vores hverdag. Det bliver ikke tematiseret.”

Solveig Roepstorff understreger, at det er vigtigt, at vi som kollektiv flok får et bedre sprog for klimaangsten. Noget, hun ikke mener, vi har været gode nok til at have:

”Medierne snakker om klimakrisen, men i hverdagslivet er der tavst. Forskere taler decideret om tavshedsspiraler. Vi undervurderer, hvad det betyder for andre mennesker.”

Noget, som Jakob vil være med til at sætte mere fokus på. Selv har Jakob fundet mere ro og accept ved at engagere sig i kollektive fællesskaber, hvor de bearbejder klimakrisen. Han er blandt andet medlem af Den Grønne Ungdomsbevægelse i Odense.

”Klimaangst findes ikke i medierne, eller i folks hverdag. Det synes jeg er mærkeligt. Man tager hensyn til så mange andre ting for os unge, som trivselsproblemer og eksamensstress. Men aldrig klimaangst. Men hvorfor overse det? Det er så åbenlyst. Der er så mange, der har det.”

For Jakob er det vigtigt, at man søger mod fællesskaber, hvor man kan dele bekymringerne med andre. Solveig Roepstorff henviser til selvsamme grupper, når hun møder unge, hvor klimaubehaget fylder for meget. ”Når vi laver meningsfyldte aktiviteter, så bliver vi glade. Det handler om at lave noget, der giver mening for os i livet. Noget, der rækker ud over os selv.”

Spreder klimaangsten mere klimaangst?

For Jakob er det vigtigt at tale om klimaangsten. Men han erkender, at det er en svær balance.

”Vi skal være stærke”, siger han og trækker i et overvejet øjeblik på næste sætning.

”Jeg vil jo ikke som sådan sprede klimaangst, fordi det er forfærdeligt. Men som aktivist er du jo også interesseret i at sprede klimaangsten, for at få folk til at reagere. Hvis du kun siger positive ting, så er der ikke nogen, der interesserer sig for det.”

Jakob har siden oplevelsen på Sardinien accepteret, at klimaangsten er en del af ham. Og han er afklaret med, at det er sådan han skal leve sit liv. Men han ønsker for fremtidens unge, at vi som samfund bliver bedre til at tale om klimaangsten.

”Med sin klimaangst kan man godt føle, at man ikke er god nok. Skyldfølelsen ved ikke at gøre mere. Men når mine børn engang spørger mig: Hvorfor gjorde I ikke noget? Så vil jeg gerne kunne se mig selv i øjnene og sige: jeg gjorde det, jeg kunne”, siger Jakob.

Men hvis krisen ikke står til at redde, vil man så ikke bare være fanget i klimaangsten, altid?

”Mange aktivister ser klimakrisen som en tabt kamp. Hvis du allerede har tabt, så har du ikke noget at tabe. Det vil sige, du kan kun vinde. Hvis man indser, at man har tabt kampen, kan man blive fri.

Og friheden giver energi. Den svækker klimaangsten. Og det er derfor, at jeg kan blive ved.”